Svampet glutenfri brownie med chokoladestykker og hasselnødder bagt på sorte bønner
Jeg ved det godt; det lyder mærkeligt. Brownie med sorte bønner. Ej, hva?!
Det var faktisk også min første indskydelse da jeg hørte om fænomenet med brownie med bønner. Men så blev jeg jo nød til at prøve det – og så blev jeg alligevel overbevist. Denne her brownie er virkelig lækker. Bønnerne giver kagen en næsten konfekt-agtig konsistens, og du kan altså på ingen måde smage, at de er der.
Da jeg serverede brownien for familien kunne ingen gætte “den hemmelige ingrediens” – derimod lød der flere “uhmmm”, “lækker kage”og “nøj den smager godt”.
Det her er en superintens kage, med en dyb smag af kakao, en kompakt, næsten konfekt-agtig krumme og masser af skønne, store stykker af mørk chokolade og hasselnødder.
Server gerne kagen med frisk frugt til – det klæder den rigtig godt.
Svampet brownie med sorte bønner
Du skal bruge (til ca. 10 stykker):
1 ds sorte bønner (240g drænet vægt)
75g mandelmel
4 æg
1 tsk vaniljepulver
15 dadler (*evt. flere hvis du har en sød tand)
1 moden banan
60g kakao
25g smeltet kokosolie (eller smør)
100g mørk chokolade (gerne 80%)
1/2 dl hasselnødder
et nip flagesalt
Topping (kan udelades):
kakaopulver
gojibær
kokosflager
Sådan:
Rist hasselnødderne i ovnen i 5-7 min ved 200 grader (de skal tage farve, men ikke blive sorte). Gnub den mørke hinde af nødderne i et viskestykke.
Blend bønner, banan, dadler og æg i en foodprocessor til du har en ensartet puré uden klumper.
Kom mandelmel, kakao, salt, smeltet kokosolie, vaniljepulver i og blend igen til du har en ensartet dej.
Hak chokoladen og hasselnødderne groft og rør dem i dejen.
Bag kagen ved 180 grader i ca. 25 minutter.
Kom kagen på køl og lad den køle helt af inden den spises.
Drys med kakaopulver, gojibær & kokosflager inden servering. Server med frisk frugt og evt. en skefuld flødeskum rørt med lidt skyr/græsk yogurt og lidt vaniljepulver.
Velbekomme!
The post Svampet bønnebrownie med chokoladestykker og hasselnødder appeared first on .